Skrift og motion

Hvordan jeg arbejder på at blive en langt mere produktiv skribent OG komme i bedre form

Jeg har i lang tid haft et større skriveprojekt, som jeg er gået i stå med i flere omgange. Nu vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg har tænkt mig at afslutte projektet. Først en smøre om udfordringerne, derefter lidt om løsningerne.

Ulyst til at skrive

Der er som sagt tale om et større skriveprojekt. Jeg skriver på det i min fritid. En del af mine problemer med at få det færdigt, handler om manglende lyst. Når jeg har været på arbejde en hel dag, er endnu et par timer ved computeren det sidste, jeg gider. Det har jeg så nogle gange taget alligevel, eller jeg har brugt fridage, weekender og ferier. Det gjorde ikke ligefrem lysten større. Så stilen var lagt: det her var bare slet ikke noget, jeg gad.

Lyst til at blive færdig

Samtidig ville og vil jeg enormt gerne være færdig. Blive færdig. Det er meget utilfredsstillende på et personligt plan ikke at have færdiggjort det meget store arbejde. Når jeg bliver færdig (en formulering, jeg er meget bevidst om: ikke hvis jeg bliver færdig), kan færdiggørelsen også have betydning for mine videre karrieremuligheder og mit lønniveau. Jeg er vældig glad for mit job, så det er ikke derfor – men man ved jo aldrig, hvem den næste sparerunde rammer, eller hvornår den næste mulighed dukker op. Karrieredelen er derfor også medvirkende til, at jeg ikke bare har givet op for længst.

Manglende overblik

Skriveprojektet har stået på i årevis med mange, lange pauser. Teksten skal til sidst lande på et sted mellem 200 og 300 sider, men jeg har mange versioner, så det samlede sidetal er i øjeblikket langt over 1.000. Jeg har ikke talt, så måske er det faktisk lavt sat. Den langstrakte skriveperiode, der har vekslet mellem intensive, ekstensive og helt passive perioder, har medvirket til, at jeg mistede overblikket over teksten. Og jeg glemte en masse om det emne, jeg skriver om, og om hvad der står i hvilke kapitler.

Et konkurrerende projekt

Mit skriveprojekt blev vanskeligere og vanskeligere, jo mere tiden gik. Samtidig syntes jeg, at det egentlig var for dårligt, for jeg vidste godt, at jeg kan skrive. Under vejs har jeg arbejdet i et større forskningsprojekt, der mundede ud i et glimrende bogværk. Det synes både jeg, medforfatterne, redaktørerne, forlaget og en hel del anmeldere. Det tog selvfølgelig en del tid og opmærksomhed, og jeg satte det store, gamle skriveprojekt helt i stå i denne periode, der varede tre år. Jeg kunne ikke rumme dem begge på én gang.

Op på hesten igen – og ned igen

De tre år med forskningsprojektet fik mig til at indse, at jeg stadig kan skrive, og at jeg stadig kan synes, det er sjovt. Det var vigtig læring. Med fornyet inspiration kastede jeg mig derfor over mit gamle projekt, og det gik rigtig godt i en periode. Jeg læste lidt om skriveprocesser og fulgte nogle af rådene. Men ikke dem alle. Eller jeg glemte det måske lidt. I hvert fald forsvandt mit nyfundne skriveoverskud igen. Det var der nok også ydre årsager til. Inden skrivelysten helt forsvandt, fik jeg lavet nogle ret gode ting i det store projekt. Og jeg fandt ud af, at nogle af skriveprocesrådene fungerer godt. Men de gode rammer, jeg fik skabt for mit arbejde, holdt op med at virke.

En virkelig god bog ...

På et tidspunkt begyndte jeg igen at undersøge noget om skriveproces. Jeg kunne stadig huske fornemmelsen af at være glad for at skrive. Nu faldt jeg så over en bog, som jeg har haft meget glæde af. Jeg kan anbefale den til alle, der skriver akademiske tekster, eller som underviser og vejleder nogle, der gør det. Det er “Skriv med glæde. En guide til akademisk skrivning” af Charlotte Wegener, udgivet på Samfundslitteratur 2016, 2017.

Skrivning er socialt

Skrivning er altid en social proces. Man skriver altid til nogen. Det kan være en selv, en ven, en arbejdsgiver, en bogkøber, en studerende … Skriveprocessen efterligner samtalen. Det bliver hurtigt meget ensomt kun at skrive eller tale med sig selv. Og man får ikke andres perspektiv med på tekst eller tale, når det foregår isoleret. Det er nok den væsentligste pointe, jeg har taget med mig fra bogen, men der er flere andre vigtige indsigter. Læs den selv!

En anden god bog

Jeg vil gerne anbefale en anden bog om skriveprocesser. Den henvender sig til alle, der skriver, ikke kun akademikere. Den har jeg også haft glæde af. På en del punkter bygger den på de samme principper for skriveproces som Skriv med glæde. De to bøger har hver deres styrker, og man kan lære forskellige ting af dem. Denne bog er “Flowskrivning. Vejen til flydende skriveprocesser” af Bo Skjoldborg.

Krop og hjerne

Jeg kan godt lide at læse om andre videnskabsgrene end min egen. Derfor abonnerer jeg på Weekendavisen og Videnskab.dk’s nyhedsbrev. Et eller andet sted læste jeg så om nogle forskningsresultater, der handler om sammenhænge mellem krop og kognition. Detaljerne husker jeg ikke, men essensen er, at fysisk aktivitet genererer nye synapser i hjernen. Disse forsvinder dog hurtigt igen, hvis ikke de bruges til noget. Som fx at genkende spiselige planter, følge et dyrespor eller lære et nyt sprog. Når jeg skal skrive, sidder det meste af mig ret meget stille, mens min hjerne og mine fingre arbejder på højtryk. Det kommer der næppe mange nye synapser ud af. Jeg dyrker dog en hel del motion, så på mange måder er min krop i god form. Jeg er sjældent syg og har ikke nogle livsstilssygdomme.

Kondien og energien

Jeg har et fuldtidsjob, hvor jeg arbejder ved et skrivebord det meste af dagen. Jeg pendler og bruger meget tid i toget. Når jeg kommer hjem, har jeg ikke ret meget energi eller lyst til lige at løbe en tur. Engang trænede jeg fire gange om ugen, men forskellige vilkår gjorde, at jeg måtte skære ned til først tre, derefter to gange. Og så kom den åndssvage coronavirus forbi og lukkede min idrætsklub ned. Det gik helt galt med kondi og energiniveau. Jeg skulle ikke længere pendle, men var mindst lige så træt som ellers, når jeg havde fri. Jeg forsøgte ellers at lægge nogle løbepauser ind i arbejdsdagen, eller at løbe efter arbejde. Men det var svært at motivere mig selv, ikke mindst fordi min kondi var forringet. Og jeg trænede nu alene. På mine fridage brugte jeg tid på at forsøge at skrive og forsøge at løbe. Med vekslende resultat.

Nogle løsninger

Jeg er nu begyndt at følge flere af skriveprocesrådene. Jeg har bedt en bekendt om at læse en aktuelt udgave af min tekst og komme med kritik eller snarere forslag til, hvordan jeg bedst afslutter. Når han er færdig med dét, vil jeg finde en skrivegruppe eller i det mindste en makker, der også skriver. Så kan vi læse hinandens tekster, og det gør skriveriet mindre ensomt og teksten bedre. Jeg sørger for at skrive hver dag, om ikke andet så bare lidt. Både på mit skriveprojekt og på andre ting. Fx det her indlæg. Jeg bruger “hurtigskrivning” og tankeskrivning og den slags. Jeg skriver i toget og i sofaen. I en notesbog, på telefonen og på pc’en. Når jeg har fri, laver jeg nogle længere skriveseancer end på arbejdsdage. I stedet for at have lange sessioner, hvor jeg skriver og tænker og redigerer, bryder jeg processen ned i mindre bestanddele. Jeg skriver hurtige udkast, som jeg først redigerer videre senere. Og vigtigt, vigtigt! Nu kommer alt det ovenstående til at hænge mere sammen: Jeg laver flere små, hurtige løbeseancer undervejs i skrivningen.

Når jeg har skrevet et stykke tid og mærker, at jeg måske kan være ved at gå i stå, standser jeg. Jeg standser også tit før, jeg er ved at gå i stå. Det er meget vigtigt! Stands ikke med at skrive, når du går i stå, men mens du er godt i gang. Så bevarer du nemmere lysten til at fortsætte. Ernest Hemmingway mente for eksempel, at man skal standse midt i en sætning. Jeg går skridtet videre og standser midt i et ord.

Når jeg har standset skriveseancen, løber jeg. Kort og hurtigt. Så drøner jeg tilbage. Enten forlænger jeg pausen, eller også skriver jeg videre. Det varierer lidt i øjeblikket. Jeg arbejder stadig på at optimere denne arbejdsform. Når jeg så atter har skrevet, løber jeg kort og hurtigt igen. På den måde bliver både skrivning og løbning overskueligt og sjovere. Jeg tror også, at afvekslingen mellem at sidde og skrive og så at løbe giver noget til den der hjerne … det giver i hvert fald noget til kondien og energien. Jeg bliver gladere for både at løbe og at skrive.

Såvel løbemuskler som skrivemuskler skal bruges jævnligt for at fungere optimalt.

Hvorfor har jeg skrevet det her?

Jeg har skrevet dette for at fastholde min oplevelse af den ændrede arbejdsform. Hvis jeg igen skulle glemme, at jeg godt kan lide at skrive og løbe, bør jeg vende tilbage til dette og læse det igen. Jeg har også skrevet det, fordi andre måske kan bruge det til noget. Og fordi det er mere forpligtende for mig at skrive et offentligt sted, at jeg skal arbejde på at afslutte mit skriveprojekt.