Den meget kendte bog “Den lille Prins” af Antoine de Saint-Exupéry handler blandt andet om venskabet mellem en havareret pilot og en lille prins. I et af de første kapitler lyder det sådan her:

Der er allerede gået seks år, siden min ven forlod mig med sit får. Når jeg forsøger at beskrive ham her, er det for at være sikker på, at jeg ikke glemmer ham. Det er trist at glemme en ven. Ikke alle har en ven. Og hvis jeg glemmer ham, bliver jeg måske som de voksne, som ikke længere er interesseret i andet end tal …

Kan man glemme en ven? Det kommer måske an på, hvad man forstår ved venskab. Jeg kom til at tænke på en af mine første erfaringer med venskab. Ikke den første, men en tidlig en. Jeg havde en ven, der hed Bo. Jeg har nok været fem-seks år, for det var omkring den tid hvor jeg begyndte i skole. Jeg husker ikke, hvordan vi lærte hinanden at kende, hvor længe vores kontakt varede, eller hvor længe vi kendte hinanden. Bo var et års tid ældre end mig. I hvert fald gik han i 1. klasse, da jeg gik i børnehaveklasse. I praksis kan der godt have været to år imellem os, for jeg er født sidst på året og var altid en af de yngste.

Bo var lidt sej i sin måde at være på. Det var nok det, der fascinerede mig ved ham. Han havde, så vidt jeg husker, runde briller, men det kan være, jeg husker forkert. Han boede i nærheden af mig, men jeg var aldrig på besøg hos ham. Han var heller ikke inde hos mig. Vi legede sammen i en periode, måske var det sommeren inden at jeg begyndte i skole. Han kom forbi og spurgte, om jeg kunne lege, og så kørte vi rundt på vores cykler. Engang kom han, imens jeg hørte børneradio. Det var i 1970’erne så udsendelsen har sikkert varet 20 minutter. Det var den tid, Danmarks Radio afsatte til småbørn på den af sine tre statslige radiokanaler, der havde indhold for børn. Min far fortalte Bo, at jeg lige skulle høre radioprogrammet færdigt, før jeg kunne lege. Og så sagde Bo, at så ventede han bare, for det tog ikke så lang tid. Det var jeg lidt imponeret af. Selv syntes jeg vist, at det tog lang tid at vente på andre, og så gad han at vente på mig. Selvom han var en (lidt) stor dreng.

En anden gang byttede vi cykler. Vi legede cykelløb eller noget i den stil. Bo kørte med vilje mit fordæk op i en stor smattet hundelort, så dækket var tværet ind. Så sagde han, at min cykel ikke kunne være med i løbet, fordi der var lort på dækket. Jeg er ret sikker på, at vi ikke legede mere den dag. Jeg forstod overhovedet ikke, at han kunne finde på det. Jeg koblede ikke det seje i Bos adfærd sammen med noget med at overskride (andres) grænser.

Trods det lidt blandede forhold til Bo, så pegede jeg alligevel på ham og sagde “Ham der Bo”, da jeg skulle på besøg i 1. klasse. Det var noget, alle elever i børnehaveklassen skulle efter tur som forberedelse til selv at rykke op i 1. “Ham der Bo” var mit svar, da læreren i 1. klasse spurgte, om jeg kendte nogen i klassen. Så kom jeg til at sidde ved siden af Bo. Hvad Bo mente om at blive udpeget af mig foran klassekammeraterne fandt jeg ikke ud af. Jeg tror, vores relation sluttede kort tid efter dette, ved at Bo flyttede.

Når man som menneske erhverver sig tidlige erfaringer, er man i sagen natur umoden, ikke mindst som femårig. Var Bo min ven? På en måde. Måske var han kun en legekammerat. Er der forskel på legekammerater og venner for børn? Jeg ved det ikke. I hvert fald har jeg ikke glemt Bo helt.