Om at skrive: hvordan jeg skrev mig selv ind i en form for skriveblokering

Jeg har noget med at skrive. Jeg kan virkelig godt lide at skrive, og som barn ville jeg gerne være forfatter og leve af at skrive bøger. Alligevel er det med at skrive noget, der ofte mislykkes. Nu forsøger jeg at slippe af med skriveproblemerne ved at skrive her på hjemmesiden. På en måde er det jo noget vrøvl, når jeg skriver om skriveproblemer – lidt selvmodsigende. Det er heller ikke alt, jeg har problemer med at skrive, men bestemte ting, jeg gerne vil gøre færdige. Jeg har læst et hav af bøger om skriveprocesser, så jeg kender godt alle de gode råd. Jeg er bare ikke altid så god til at følge dem. Jeg synes heller ikke altid, at de virker. Måske skal man følge rådene for at få dem til at virke. Et af de vigtigste råd om at få en bedre skriveproces er, sjovt nok, bare at skrive. For jeg, og rigtig mange andre, der egentlig godt kan lide at skrive, men som har svært ved det i perioder, kan sagtens skrive løs, så længe vi ikke skriver på det, der skal bruges til noget eller det, vi allermest ønsker os at skrive. For at nærme sig en mere fordelagtig skriveproces, skal man se at komme i gang. Det gør det lettere.

Den Svære Toer

Mit skriveproblem opstod, da jeg skulle skriv Den Svære Toer, og det er ikke så mærkeligt, for det er vist noget, mange forfattere frygter eller har vanskeligt ved. Etteren, den succesfulde debut, var mit speciale på historiefaget. Det var sjovt at fordybe sig i det sene 1700-tals maritime skolehistorie, og da først jeg havde knækket koden til at læse gotisk håndskrift, skrev specialet nærmest sig selv. Jeg skulle godt nok være til stede ved processen, men det føltes som om, at teksten voksede frem på egen hånd. Det var ganske vist tredje opstart af speciale og tredje emne, men tredje gang er jo lykkens gang. Det var det i hvert fald med mig og Søetatens Almueskoler i Nyboder, som mit speciale handlede om.

Det blev også modtaget overordentlig vel af kritikerne (vejleder og censor), og på basis af den fine modtagelse søgte og fik jeg et ph.d.-stipendium. Nu skulle jeg så skrive en toer, der altså viste sig at være Den Svære Toer. Der er flere grunde til, at det blev svært. Det første, der ramte mig, var bevidstheden om, at jeg nu fik løn for at skrive. Altså jeg skrev for andre menneskers penge. Så var jeg jo nødt til at skrive noget godt, og kunne jeg mon det? Da jeg skrev speciale, skrev jeg jo bare for min egen skyld, så det behøvede ikke at være godt. Det var nærmest held, at det var blevet godt, mente jeg – så hvad lavede jeg egentlig som ansat på et universitet? Det blev så til et super impostor-syndrom, som jeg ganske vist talte lidt om med enkelte kolleger, men sikkert ikke nok. Jeg kendte ikke begrebet impostor-syndrom dengang, og jeg vidste ikke, at det er meget almindeligt. Jeg en meget tydelig følelse af, at nogen om lidt ville prikke mig på skulderen og spørge, hvad jeg egentlig lavede her … Det kunne jeg måske være sluppet af med, hvis jeg havde talt mere og mere åbent om det. Det blev mest til noget, man lige nævnte ude i køkkenet under tebrygning – ikke noget, vi talte i dybden om, og ikke noget, jeg endte med at forstå.

Så var der mit forskningsprojekt. Når man søgte et stipendium, skulle man helst lyde, som om man kunne klare alt, så projektet var nok lidt i overkanten – for stort, for urealistisk at gennemføre på tre år, hvoraf et halvt skulle gå med at arbejde som underviser og et andet halvt med forskerkurser. Altså reelt to år til at skrive afhandling. Måske havde jeg kunnet håndtere det bedre, hvis jeg fra begyndelsen havde fået at vide, at det skulle skæres til – og hjælp til, hvordan man gjorde det.

Jeg trampede ud af mange forskellige tangenter i mit projekt, fordi den vision, jeg oprindeligt havde haft for det, ikke var klar nok. Lang historie kort: jeg nåede ikke at færdiggøre afhandlingen til tiden. Faktisk var jeg ret stresset hen mod slutningen af min ansættelse, da jeg godt kunne se, at jeg umuligt kunne nå i mål med det rod, jeg havde fået produceret. Jeg var helt nede at dykke i to-tre dage. Så gav jeg mig selv lov til, at det var i orden, at jeg ikke blev færdig til tiden. Det hjalp. Stressen lettede, og jeg lærte noget vigtigt om mine egne reaktioner i forhold til stressende belastninger. Den læring har jeg trukket på sidenhen i andre situationer, hvor jeg følte mig presset, så noget godt kom der ud af det. Og heldigvis for mig og min økonomi fik jeg hurtigt fuldtidsarbejde, men så var der jo ikke så meget tid til at skrive. Jeg havde forholdsvis små børn, og dem ville jeg også gerne være noget for ind imellem. Så selvom jeg kæmpede i mange weekender, ferier og aftener for at få skovlen under den afhandling, så blev jeg ikke færdig, og teksten fortsatte med at være noget værre rod. Nogle gange gik der måneder imellem, at jeg fik kigget på den. Så kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde lavet sidst, eller hvorfor det nyeste afsnit nu gik i dén retning …

Den Fornøjelige Treer

Heldigvis for mig og min skriveselvtillid fik jeg tilbud om at blive en del af et forskningsprojekt, hvor jeg skulle skrive en bog sammen med en anden forfatter. Bogen skulle indgå i et flerbindsværk. Under vejs fik vi en tredje forfatter med, fordi min medforfatter fik nogle helbredsproblemer og måtte have lidt assistance. Jeg skrev cirka halvdelen af vores bog, og det var igen drønsjovt at skrive! Jeg genfandt glæden ved at skrive, og det var næsten samme oplevelse som med Etteren. Den Fornøjelige Treer beviste på denne måde, at tredje gang er lykkens gang, og også den blev vel modtaget af kritikerne – denne gang de ægte anmeldere i aviserne. En mærkelig ting er, at Den Fornøjelige Treer faktisk også er en toer. Det er nemlig bind 2 i det værk, som forskningsprojektet tilsammen producerede, i alt fem bind – jf. min publikationsliste. Efter successen med Den Fornøjelige Treer kastede jeg mig atter over Den Svære Toer, der havde måttet ligge stille, mens jeg skrev på Treeren. Væbnet med fornyet skriveglæde og masser af gå-på-mod genoptog jeg arbejdet. Men Den Svære Toer var stadig Den Svære Toer. Jeg tog noget af det bedste, jeg havde lavet tidligere, og arbejdede videre på det. Lige meget hjalp det. Det var stadig svært. Så skiftede jeg job og blev pendler og fik mindre fritid til at skrive. I forbindelse med det nye job skulle jeg tage en efteruddannelse, hvilket tog nogle år. I den tid lå Den Svære Toer stort set brak, men det gjorde ikke så meget. Nu vidste jeg jo, at jeg stadig syntes, at det er sjovt at skrive, og at jeg godt kunne finde ud af det. Der var også en del skrivearbejde under uddannelsen, så jeg blev bekræftet i, at det med at skrive nok skulle gå. Jeg afsluttede uddannelsen under coronapandemien, og den lavede jo om på en del ting i hverdagen. Jeg skulle arbejde hjemmefra og slap for at pendle. Nu kunne jeg etablere en ny rutine med at skrive om morgenen, før jeg begyndte at arbejde, og det fungerede! Pludselig kunne jeg skrive på Den Svære Toer og have masser af fornøjelse af det. Et af de andre vigtige skriveprocesråd er, at man skal skrive tit, helst hver dag. Det gør en forskel, og det erfarede jeg. Ud over fornøjelse ved at skrive syntes jeg også, at en del af det jeg fik skrevet, var godt. Jeg skar omfanget af afhandlingen ned og tilpassede problemstillingen, så det så faktisk helt realistisk ud alt sammen.

Den Vanskelige Firer

Men det var det ikke alligevel, viste det sig. Realistisk, altså. Jeg husker ikke helt hvornår, hvorfor eller hvordan, det begyndte, men på et tidspunkt kunne jeg mest få øje på dårlige ting ved mit afhandlingsmanuskript. Så begyndte jeg gudhjælpemig på en ny efteruddannelse (og jeg er endda ateist!). Den tog også mange kræfter, så Den Svære Toer måtte lægges væk igen i nogle år. Til gengæld fik jeg produceret Den Vanskelige Firer, da jeg skulle lave masteropgave på min nye uddannelse. Den Vanskelige Firer var ikke vanskelig i skriveprocessen, men fagligt vanskelig at lykkes med. Det endte dog godt, og den fik også ros af kritikerne på samme måde som Etteren. Det betyder dog ikke, at jeg skal søge et nyt oh.d.-stipendium. Brændt barn lugter ilde, og jeg skal ikke være forsker. Jeg skal ikke engang tage flere videregående uddannelser, der medfører, at jeg sidder og studerer weekenden, mens jeg længes efter at komme ud i solen.

Så nu skriver jeg bare …

Nu sidder jeg så her. Egentlig har jeg droppet at færdiggøre Den Svære Toer, for det kan jeg åbenbart ikke finde ud af. Når jeg læser mit manuskript, har jeg svært ved at navigere i det. Noget af det er godt, andet er noget skidt, og det hænger ikke sammen. Jeg kan ikke finde ud af at få det til at hænge sammen, så jeg kan lige så godt droppe det. Jeg skal alligevel ikke være forsker, så der er ikke nogen grund til at færdiggøre det. Men alligevel. Det nager mig – jeg vil faktisk gerne gøre det færdigt. Jeg kan bare ikke, og når jeg prøver, sidder jeg fast og får blokeringer og ord på tværs. Det smitter af på andre mindre skriveprojekter, som jeg så heller ikke kan finde ud af at fuldføre. Fx ville jeg gerne skrive en artikel eller to om de indsigter, som Den Vanskelige Firer gav mig. Det kan jeg ikke finde ud af. Så nu vender jeg tilbage til skriveprocesrådene og skriver løs – på noget, som ikke er vigtigt, og som ikke skal bruges til noget, men som alligevel har en (potentiel) læser, alt den stund at jeg faktisk lægger det på det store internet, hvor hvemsomhelst kan falde over det og læse med. Et tredje skriveprocesråd er at skrive til nogen. Og hvis der er nogen, der læser med, så er du velkommen. Jeg skriver for min egen skyld, men du må gerne kigge mig over skulderen.